Kære alle medlemmer, trænere, ledere, sponsorer og trofaste støtter af HUI Fodbold,
2022 var et stort år for HUI fodbold, hvor vi på rigtig mange parameter fik skabt en masse gode fællesskaber og og løftet vores sportslige ambitioner.
Vores licensarbejde gav endnu en halv stjerne mere, så vi nu er oppe på 2 og en rangering som licensklub nr. 33 i Danmark. Det har givet endnu mere mod på at kæmpe videre for at opnå vores strategi og ungdomsdivisionsfodbold i HUI i nærmeste fremtid.
Herre senior holder lige nu vinterpause i Sjællandsserien på en flot 1. plads. Deres pokalkamp mod Superligamandskabet fra AC Horsens blev et stort øjeblik i 2022 og HUI’s historie. Det sammenhold vi så i planlægningen og eksekvering af den kamp, var hvad foreningslivet handler om og vi er så taknemlige for at vide hvor mange der har HUI i hjertet i vores by.
2022 blev også året, hvor vi blev officiel DBU Børneudviklingsklub. Vi har rykket os meget i den måde vi organiserer og træner børnefodbold og anerkendelsen fra DBU er en vigtig milepæl i vores arbejde med børnefodbold for både drenge og piger i HUI. Det er på en og samme tid både med stolthed og vemod, at vi må orientere jer om, at Andreas Floor stopper i HUI som sportschef/Børneudviklingstræner med udgangen af januar 2023. Årsagen er at Andreas skal påbegynde en ny rejse i HIK som daglig leder, og dermed bruge mere energi på administrative opgaver.
Vi er stolte over, at HUI efterhånden har udviklet sig til en klub og organisation, som andre respekterede klubber kigger til, når der skal søges efter kompetent personale. Omvendt er vi naturligvis vemodige over at miste en leder, som har haft sin daglige gang i klubben, og som har sat et positivt aftryk særligt på vores børnefodbold gennem de sidste cirka to år. Andreas blev som den første i HUI's historie ansat i en fodboldfaglig fuldtidsstilling, hvilket er en markering af vores ambitioner for børnefodbolden.
Ambitioner som bestemt ikke er blevet mindre nu, selvom Andreas forlader HUI ved udgangen af januar 2023.
Vi er glade for at kunne fortælle, at processen med at finde Andreas' erstatning allerede er i fuld gang, og vi forventer at kunne offentliggøre vores nye Børneudviklingschef senest i midten af januar. Formelt vil den nye profil først tage tage over fra 1. februar når Andreas netop er stoppet, men muligvis allerede i løbet af januar, vil de første træner/ledere møde den nye ansættelse til en introduktion.
Vi glæder os til at løfte sløret for den nye Børneudviklingschef, og vil i samme ombæring gerne benytte lejligheden til at ønske Andreas Floor god vind i sin nye rolle udenfor HUI. Et kæmpestort tak for indsatsen med at flytte vores miljø i den rigtige retning, og for mange gode stunder, både på fodboldbanen og i klublokalerne.
Vi har i 2022 spændt fulgt med i tilblivelsen af vores nye klubhus og med en lille forsinkelse er der officiel indvielse den 31. januar 2023. Vi glæder os meget til at kunne huse U12-U15 drenge, samt pigeafdelingen i de nye rammer og give vores trænere, administration og sportslige ledelse en fælles base til arbejdet uden for banen og den vigtige daglige sparring. Klubhuset kommer også til at huse vores voksende lektiecafe tilbud og vi håber meget at vores medlemmer vil se det som en skøn base for socialt samvær før og efter træning.
Vi glæder os meget til at se jer alle på banerne igen i det nye år.
Godt nytår.
Med sportslige hilsner,
Bestyrelsen
Copyright @ All rights reserved