Hørsholm-Usserød Idrætsklub (HUI) har nået en historisk milepæl og er nu en del af ungdomsdivisionsfodbolden med to licens stjerner og en placering i top 32, hvilket betyder, at U15-, U17- og U19-holdene fra sommeren 2026 spiller i de nationale ligaer mod nogle af Danmarks stærkeste akademier.
Resultatet er kulminationen på en ambitiøs strategi, der blev lagt i 2019, hvor klubben stod i et helt andet udgangspunkt med seniorfodbold i Serie 1, ungdomshold på lavere niveauer og et stort frafald blandt unge spillere. Siden da har en målrettet indsats fra trænere, ledere, medarbejdere og frivillige løftet klubben markant, både sportsligt og organisatorisk: førsteholdet er rykket op i 3. division, ungdommen er løftet til divisionsniveau, og organisationen er vokset fra én ansat til næsten ti.
Fremgangen er skabt gennem flere år med vedholdende arbejde, klare prioriteringer og et stærkt fællesskab, hvor særligt de mange ildsjæle har spillet en afgørende rolle i dagligdagen og i udviklingen af miljøet omkring spillerne.
Et stædigt fokus på at eksekvere den fastlagte strategi – også når det har været svært og presset fra omverdenen har været stort – har været nøglen, og alt sammen er et tydeligt udtryk for, at niveauet i klubben er hævet over hele linjen, og at Hørsholm-Usserød Idrætsklub i den grad er kommet på landkortet i fodbold-Danmark.
En kæmpe tak til alle jer, der har gjort dette muligt.


Copyright @ All rights reserved